Vejen hertil

Jeg fik min første hest tilbage i 2015 efter godt syv års hestepause. En smuk brun hoppe, ved navn Maggie, på 9 år, der desværre viste sig, at have rigtig mange ar på sjælen. Dengang vidste jeg ingenting om hestetræning. Jeg havde læst et par bøger om at træne hunde, og så havde jeg redet on/off på forskellige rideskoler fra jeg var 1,5-8 år.

Maggie var en svær hest, når man stod og var helt grøn. Hun sparkede, bed og maste en på staldgangen, hvis hun kunne komme til det. Hun blev hurtigt den hest i stalden, som alle kaldte “dum”, “strid”, “farlig” og “sindsyg”, men for mig, var Maggie fantastisk.

Jeg har PTSD, og inden jeg fik Maggie, havde jeg haft flere måneder, hvor jeg lå i sengen tæt på 22 timer i døgnet uden at kunne noget. Maggie og jeg havde gode perioder, men jo bedre jeg lærte hende at kende, jo mere usikker og ked af det blev jeg, over ikke at kunne hjælpe hende. Det spejlede Maggie, og over tid blev hun netop den farlige hest, som alle sagde at hun var. Selvom jeg gjorde alt mit bedste, var der for meget jeg ikke vidste endnu, og i 2017 forærede jeg hende derfor til Camilla Stormont, der trænede hende, og senere fandt et fantastisk hjem til hende. Her blev Maggie set og forstået, formentlig for første gang i sit liv.

Maggie hjalp mig ud i verden igen, og jeg ville ønske, at jeg selv havde kunne hjælpe hende bedre end jeg formåede. Men Maggie var gnisten, der startede drømmen om en dag at kunne hjælpe andre som hende.

Efter Maggie, købte jeg Ellie. En sød og mild skimmel hoppe på 6 år. Hun var en forsigtig pige, der kom fra en større salgsstald. Jeg føler, at det var Ellie, der lærte mig at ride.

Hun var trænet på helt traditionel vis, og i starten fortsatte vi også sådan. På det her tidspunkt havde jeg en voksende drøm om at blive berider, men hen af vejen blev det tydeligt, at Ellie ikke var tilpas i "den klassiske tilgang". Det fik mig til at søge mere og mere viden udenfor de traditionelle kredse og ledte til at jeg for alvor ændrede kurs. Vi smed sadlen og biddet, indimellem også hovedtøjet, stoppede med den undervisning vi gik til, og begyndte i stedet at prøve os frem på mere legende vis.
Det gik rigtig godt i en længere periode, men udenfor stalden fik jeg det desværre værre og værre. Det resulterede til sidst i, at jeg igen endte hjemme i min seng det meste af døgnet. På det her tidspunkt havde jeg to heste, og det var for meget, med mit begrænsede overskud. Derfor valgte jeg at sælge Ellie til en sød ældre dame.

Den anden hest, jeg havde på det tidspunkt, var Rio. Ham købte jeg et halvt år efter at jeg fik Maggie. Han var 1 1/2 år gammel på det tidspunkt, og han var helt anderledes end hende. Der var ingen mennesker der havde gjort ham ondt, og han var så uspoleret og fyldt med livsglæde. Han ville så gerne mennesker, og var klar på det meste - på mange måder, var han mere som en hundehvalp end en hest.  

Han og jeg deltog på flere ridelejre ved Camilla Stormont og Sara Siobahn, hvor en hel ny side af hesteverdenen åbnede sig for mig. De vidste så meget, og var så dygtige til at formidle det videre.

Rios og mine første år gik med jordtræning, da han jo bare var en lille purk, og det var rigtig godt for os. Vi fik lagt et solidt fundament, og lærte hinanden at kende ind og ud. I dag er Rio 9 år gammel, og han har været med på nærmest hele “rejsen”. Vi har lært det hele ved siden af hinanden, og selvom det indimellem har været en svær kombi, at vi begge var helt grønne og uerfarne, så ville jeg ikke have ønsket mig det anderledes.

Rio og jeg har haft mange bump på vejen i form af flere langvarige skadesperioder for os begge to. Det har taget hårdt på os, og i starten af 2022 stod jeg et sted, hvor jeg ikke var sikker på, at jeg overhovedet skulle blive ved med at have hest. Men jeg vidste, at hvis jeg skulle, så skulle der ske noget nyt.

Midt i alle de her tanker, lancerede Camilla sin nye uddannelse, som jeg var så heldig at komme ind på. Derfra tog tingene for alvor fart. Da jeg startede på uddannelsen, var det slet ikke med henblik på at skulle ud og undervise. Jeg ville bare gerne været en dygtigere træner for Rio, men jeg opdagede ret hurtigt, at jeg faktisk virkelig nød og faktisk også var god til at undervise. Og derfra voksede drømmen om en dag at kunne leve af at træne heste lige så stille frem.


Uden Maggie, Ellie og Rio var jeg nok ikke endt på denne pind, og jeg vil altid være taknemlig for, at min vej krydsede deres.